at opløse denne Forbindelse og knytte en ny. Men det er desuagtet ved flere Leiligheder mærkeligt at se, hvorledes der hos Almuen var bevaret en broderlig Velvilje mod det svenske Folk, som først lidt efter lidt blev fortrængt af ganske andre Følelser, forsaavidt man overhovedet kan sige, at den nogensinde var aldeles udryddet. I Sverige raadede ogsaa længe den samme Følelse af broderlig Velvilje mod Nordmændene hos Folkets Masse, medens dets Konger ofte ligefrem stræbte at forene den hele Halvø til et Rige. Ubekjendtskab med de norske Forhold bevirkede, at man i Sverige aldrig kunde gjøre sig en rigtig Forestilling om den Maade, hvorpaa Nordmændene betragtede en saadan Forening. Det, der atter og atter endelig forhindrede disse Planer fra at blive til Virkelighed, var imidlertid ikke det norske Folks Uvilje, hvor stærk denne end til sine Tider kunde være; det var som oftest Forhold, hvorpaa vi ikke kunde have nogen Indflydelse, der bleve afgjørende or vor og Nordens Skjæbne.
Da de tre Rigers Throner efter Kong Kristofers Død vare ledige i Aaret 1448, valgte, som bekjendt, Danmark Grev Kristian af Oldenburg og Sverige Karl Knutssøn Bonde til sin Konge. I Norge derimod nølede man med at træffe sit Valg. Almuen viste kun liden Iver for at redde sit Fædrelands Selvstændighed, naar de kun slap for at have en dansk eller tysk Konge. For dem stod det som det vigtigste at holde Fred med Sverige, og af den Grund fandt den svenske Konge langt villigere Modtagelse end den danske. Uagtet Forholdene bevirkede, at den sidste endelig gik af med Sejren og kom til at bære Norges Krone, kunde han dog ikke rose sig af, at det var Folkets Kjærlighed, som kaldte ham dertil. Tvertimod havde Almuen endog i Bergens Stift, der ellers plejede at være mindst paavirket af svensk Indflydelse, paa mange Steder udtalt sig til Fordel for hans Modstander. Saalænge Kalmar-