fordring har vundet synderlig Udbredelse i Norge, ved man ikke; sikkert er det, at den ventede Tilslutning af mange Grunde udeblev. Sverige var i Kalmarkrigen den underlegne Stat og kunde ikke vente at gjøre Erobringer i Fiendens Land. Men en svensk Fyrste havde dog vist, at han nærede Haab om at kunne udvide sit Rige mod Vest, og flere af hans Efterfølgere fulgte den derved betegnede Vei. Der gaar fra nu af i lang Tid gjennem den svenske Historie to Bestræbelser; den ene ex at gjøre Sverige til en af Europas Stormagter og sikre det Herredømmet over Østersøens Kyster – den anden gjælder at forene Norge med Sverige og derved sikre det en fast og varig Grændse mod Vest. Begge disse Planer foresvævede Gustav Adolf, der ikke opgav Tanken paa Norge med det første mislykkede Forsøg. Det er blandt Andet bekjendt, at en svensk Gesandt, der i 1615 besøgte Kjøbenhavn, med megen Iver undersøgte Forholdet mellem Norge og Danmark. Omsider sejrede dog Hensynet til Protestantismen i Tydskland og Ønsket om at gjøre Sverige til en Stormagt, og idet Kongen gik ombord paa Flaaden for at sætte over til Tydskland, opgav han for sin Tid alle Tanker om at gjøre Sverige til Skandinaviens Herre. Men hans anden Efterfølger gjenoptog Planerne i en endnu dristigere Form, end de nogensinde kunne have foresvævet Gustav Adolf.
Den første Del af Dronning Kristinas Regjeringstid var mest optagen af Krigen i Tydskland, der bortvendte Tankerne fra Norden. Senere derimod, da der endnu hertil kom en Krig med Danmark, benyttedes Anledningen til ved Fredsslutningen i 1645 at frarive Norge et Par Provinser, Jæmteland og Herjedalen, hvorved Sverige fik en mere naturlig Vestgrændse, end det før havde havt. Tabet af disse Landskaber var i national Henseende lidet føleligt for Norge. Navnlig Jæmterne havde sjelden vist sig meget norsksindede og havde ved enhver Anledning gjort fælles
