Landskaber aldeles svensksindede og udslette Sporene af det gamle Herredømme. Idre og Serna vare to halvforglemte Skovbygder, hvis Indbyggere vist ikke paa længe havde havt nogen klar Bevidsthed om, enten de hørte til det ene eller til det andet Rige. I Jæmteland og Herjedalen støttedes Forsvenskningen af en historisk Udvikling, som længe havde sigtet i den Retning. Kort efter Fredsslutningen i 1645 opkom der i Tydskland det Rygte, at Nordmændene tænkte at gjøre sit Fædreland til en Republik under svensk Beskyttelse. Dette var fremkaldt ved de Bevægelser, som netop paa den Tid foregik i Norge, men uden at tilsigte politiske Omvæltninger.
Da Dronning Kristina havde frasagt sig den svenske Throne, og Karl Gustav derpaa overtaget Rigets Styrelse, varede det ikke længe, inden han var midt inde i en Krig med Rusland og Polen. Da han under denne stødte paa Vanskeligheder, som han ikke kunde overvinde, greb han med Glæde den ærefulde Anledning til at kunne forlade Polen, som tilbød sig, da Danmarks og Norges Konge Frederik den Tredie erklærede ham Krig. Karl Gustav ilede til Danmark og stod, forinden Nogen anede det, foran Kjøbenhavn, hvor Frederik III maatte prise sig lykkelig ved at slippe med at afstaa store Dele af sine Riger. For Norges Vedkommende var det Baahus Lehn og Throndhjems Lehn med Romsdalen, der bleve overladte til Sverige ved Freden i Roeskilde den 26de Februar 1658. Derimod blev Nordland og Finmarken, samt Søndmøre, hvorom der kunde være Tvivl, fremdeles bevarede for Norge.
Der var til Norges Held en vis Halvhed i den Politik, som Karl Gustav fulgte ved denne Leilighed. I Stedet for at tage det Hele, som han havde grebet efter, lod han sig nøje med en Del. Skjønt han snart angrede, at han ikke havde forenet alle Nordens Lande til et eneste stort Rige, mislykkedes dog hans andet Forsøg, og i Freden i
