Side:Folkevennen 1871.djvu/410

406

Kjøbenhavn den 27de Maj 1660 maatte Sverige endog give Afkald paa en af hans Erobringer, idet Throndhjems Lehn nu atter blev erkjendt for en norsk Provins, efterat det strax ved den anden Krigs Begyndelse var blevet gjenerobret af en norsk Hær, forstærket ved en almindelig Rejsning af Gudbrandsdølerne, som frivillig sluttede sig til den. Dette for Norge heldige Udfald af Fredsforhandlingerne skyldes maaske mere end noget Andet de to vestlige Sømagter, Hollands og Englands, Frygt for, at Sverige, naar det fik Adgang til Atlanterhavet og kunde bemande sin Flaade med norske Søfolk, snart vilde overfløje dem som Havets Herrer. Hollænderne, som satte megen Pris paa den Hjælp, de havde i den Mængde Nordmænd, der stadig toge Tjeneste hos dem, tænkte selv saa smaat paa at erhverve sig Throndhjems Lehn; men da de maatte opgive denne Plan, stræbte de ialfald at bevare det for Norge. Ved at beholde Throndhjems Lehn vilde Sverige ogsaa have gjort et godt Skridt nærmere henimod en fuldstændig Erobring af vort Fædreland; derfor opgav det kun modstræbende denne Besiddelse. Ved Underhandlingerne forlangtes der endog fra svensk Side at faa hele Akershus Lehn og det daværende Stavanger Stift, som Erstatning for Throndhjems Lehn, formodentlig i den Tro, at England og Holland, hvis Gesandter ikke havde stort Kjendskab til Norges Geografi, ikke skulde tage det saa nøje og hjælpe dertil. Men denne Fordring, der efter en af de danske Gesandters Udtryk tydelig viste, „at Kongen af Sverige ikke havde Tanke for Andet, end hvorledes han kunde trænge ind i selve Norges Indvolde“, blev ikke dreven igjennem. Den samme danske Gesandt overbeviste nemlig Englænderne om, at Sverige netop vilde blive dem allerfarligst, naar det kom i Besiddelse af disse sydlige Landskaber, der havde en Kyststrækning paa over 500 engelske Miles Længde og besad udmærkede Havne og Fæstninger, blandt andre Flek-