anse ham for en ubetænksom og letsindig Eventyrer, der styrtede Sverige i en lang Række af Ulykker, medens Andre i ham se den beregnende Statsmand, der forstod de Farer, som truede Sverige og Europa fra den nygrundede russiske Magt, og derfor anstrængte al sin Kraft for at standse denne, før den blev overvældig. Hvis man vil holde sig til de Sidstes Mening, viser hans Plan om at forene Norge med Sverige sig maaske i det sandeste Lys; det var hans sidste Forsøg paa at bringe istand en nordisk Magt, som kunde danne nogen Modvægt mod Ruslands Vælde.
En af Karls mest afgjorte Beundrere, den nylig afdøde Bernhard von Beskow, har udtalt som sin Opfatning af hans sidste Levedage, da han underhandlede med den russiske Tsar, at det den Gang sandsynligvis var Kongens inderste Tanke at trække disse Underhandlinger i Langdrag, indtil han paa egen Haand havde erobret Norge, og saa derpaa tvinge Russerne til at nedstemme sine Fordringer. De Planer, som sysselsatte Kongen i hans sidste Øjeblikke, vare saaledes intet Mindre end efter Fuldendelsen af Norges Erobring at forene sig med England og Tyrkiet for med dem paany at kaste sig over Rusland. Men denne Norges Erobring var ikke saa let; der har maaske aldrig boet den Modstandsaand hos vort Folk, som den Gang, uagtet flere af dem, der skulde være Landets første Mænd, næsten tabte Sans og Samling, da Fienden nærmede sig. Under sit første Indfald i 1716 fik Karl Anledning til at kjende denne Folkets Aand, og da han anden Gang kom tilbage i 1718, havde han endnu ikke udrettet Noget, da Døden rammede ham for en norsk Kugle. Det paastaaes i Sverige, at Frederikstens Fald var sikkert; men dette er aldrig bevist og er neppe troligt. Kongens Død afskar imidlertid alle Udsigter, saa at en tilfældig Begivenhed her blev afgjørende for en længere Fremtid.
I Aaret 1718 spillede Spørgsmaalet om Norge en
