som der hos flere oplyste Nordmænd fandtes en stærk Trang til at erhverve politisk Frihed for sit Fødeland, og denne med Lethed kunde benyttes i svensk Interesse og berede den danske Regjering store Vanskeligheder. Selv den rigeste og mest indflydelsesrige Mand i Kristiania, Bernt Anker, var en Tid mistænkt for at staa i hemmelig Forbindelse med den svenske Regjering, hvorimod Martineau antog, at han tænkte paa at gjøre Norge til en selvstændig Stat ved engelsk Hjælp.
I Gustav den Tredies Regjeringstid var som oftest det ydre Forhold tilsyneladende fredeligt, skjønt det undertiden var nærved at briste. Dette indtraf kun en eneste Gang, da et norsk Korps i 1788 rykkede ind i Baahuslehn og truede Gøteborg. Men Freden blev desuagtet snart gjenoprettet, dog uden at der indtraadte et virkelig venskabeligt Forhold. Rygter og Formodninger vedbleve fremdeles at krydse hinanden; i Virkeligheden havde ogsaa Gustav efter Krigen, ligesom før denne, sin Opmærksomhed henvendt paa Norge. Netop ved Begyndelsen af Aaret 1792 var Forholdet saa spændt, at neppe Nogen kan sige, hvortil dette omsider vilde have ledet, hvis ikke Gustavs Mord om Vaaren 1792 pludselig havde givet Alt et andet Udseende. I de første Aar af hans Søns, Gustav IV Adolfs Regjering, da Farbroderen, Hertug Karl af Sødermanland, styrede Sverige som den unge Konges Formynder, slog ogsaa den svenske Politik ind i en ganske anden Retning. Medens Gustav i sine sidste Leveaar havde vundet Rusland, begyndte Hertug Karl sin Styrelse med at fjerne sig fra dette Rige og nærme sig Danmark og Norge. Dette ledede til, at de nordiske Riger i 1794 og de følgende Aar holdt sammen og derved under meget vanskelige og truende Forhold sikrede sin Selvstændighed.
Dog varede ikke dette længe. Ved Aarhundredets Skifte finder man igjen den svenske Regjering sysselsat med
