Tanken paa at erhverve Norge. Allerede i 1796 og 1797 havde Rusland tilbudt sin Hjælp til dette Øjemed; men først i 1800 og 1801 blev der indledet nærmere Forhandlinger derom. Toll, som allerede i Gustav den 3dies Tid havde arbejdet paa denne Forening, var en af dem, som nu atter arbejdede paa at stemme Kongen derfor. Dette lykkedes ogsaa. Landshøvdingen i Venersborg, Baron Lilliehorn, fik af Kongen det Hverv at oprette en hemmelig Forbindelse med Norge og undersøge, hvorvidt Stemningen var gunstig for en Forening med Sverige, da Kongen forøvrigt ansaa det for let at fremtvinge en saadan ved Ruslands og Frankriges Bistand.
Udbyttet af disse Undersøgelser viste sig ikke meget lovende for Sverige. Det fremgik af dem, at det norske Folk, især langs med Grændsen, stod i den Tro, at Svenskerne i høj Grad vare trykkede af allehaande Toldafgifter, adelige Forrettigheder og Skatter, og af den Grund var imod enhver Forening, der vilde bringe dem de samme Byrder. Af Hensyn hertil blev det fra svensk Side besluttet, at der ikke nu skulde gjøres noget forhastet Skridt for at vinde Norge, men at man skulde indskrænke sig til underhaanden at forberede Stemningen og oplyse der norske Folk om de Fordele, som vilde tilflyde det af en Forening med Sverige. I saa Henseende antoge de Svensker, der skulde knytte disse nye Forbindelser i Norge, at Øjeblikket var heldig valgt. De havde saaledes faaet høre, at der havde været Uroligheder i Lejrdal i Anledning af den befalede Udskrivning, og vidste, at Mange ikke saa de nye Tillægsskatter, som Regjeringen netop i Aaret 1802 begyndte at udskrive, med synderlig Tilfredshed. Man ventede sig derfor meget, om man kunde oplyse det norske Folk om den fordelagtige Stilling, som Finland indtog under Sverige, og derved give det en Forestilling om, hvor langt bedre de for Eftertiden kunde faa det ved at skille sig fra Danmark
