og give sig under den svenske Konge. I dette Øjemed blev der forfattet et Skrift over Finlands Forhold, der kunde være skikket til at opfordre til Sammenligning. Dette blev i et større Antal omdelt til Nordmænd, der kom til Kristinehamns Marked, eller ogsaa sendt ind i Norge ad andre Veje. Ligeledes foretog en svensk Prest fra Vermeland flere Rejser i de norske Grænseprovinser og til Frederikshald og Kristiania for der at indlede Forbindelser. Han blev paa flere Steder modtagen med al den Venlighed og Opmærksomhed, som kan skyldes enhver Rejsende fra et venskabeligt Naboland men forøvrigt uden at Nogen viste sig villig til at indlade sig paa Planer til politiske Omvæltninger. Uagtet nok enkelte Kjøbmænd nær ved Grænsen i Stilhed kunde nære det Ønske at se Halvøens Riger forenede, viste Folkets store Masse og Embedsmændene sig afgjort uvillige imod saadanne Planer. Derfor blev der heller ikke mere Udbytte af disse end af de tidligere Foranstaltninger i samme Retning, og det Hele døde hen af sig selv.
Det viste sig, at man fra svensk Side havde lagt for Meget i de enkelte Tegn til Misnøje og Uro, som der havde været sporet i Norge. Kristian den Syvendes senere Regjeringsaar var heller ikke den rette Tid til at skille Norge fra Danmark; Folket havde det godt, og de, der følte Trangen til en Forbedring, vare ikke mange. Noget anderledes stillede Sagen sig, efterat Norge i 1807 var kastet ind i en ødelæggende Krig med England og Sverige, der lammede det i en Grad, som vi nu vanskelig kunne forestille os. Men selv da var det kun Faa, som tilfulde forstode, hvad der var at gjøre. Da der i 1809 næste Gang var Planer i Gjære om at forene Norge og Sverige, var der dog enkelte Nordmænd, som optraadte selvstændig handlende, medens det samme Spørgsmaal tidligere ikke havde fundet saadan Tilslutning mellem Landets egne Børn. Begiven-
