Side:Folkevennen 1872.djvu/106

Denne siden er korrekturlest
102

om Aaret af Akershus Lehn henimod 40,000 Rdl. og Peder Vibe af Throndhjems Lehn omtrent 12,000. Dette var de største Lehn; af de mindste kunde der dog ogsaa gaa ganske pene Summer, og disse havde derhos den Fordel, at der kun fulgte lidet Arbejde med. Ligesaa forskjellige som Lehnenes Indtægter var ogsaa deres Størrelse. Medens Akershus Lehn indbefattede Akershus, Hedemarkens, Kristians og Buskeruds Amter, var Onsø Lehn ikke mere end et eneste Præstegjeld med Tillæg af nogle faa Gaarde, og Tønsberg og Brunla Lehn kun de nuværende Fogderier Jarlsberg og Laurvik. Det var tilfældige Omstændigheder, der havde dannet disse Lehn, og saa blev det staaende ved det Samme i lange Tider uden Forandring.

Retsvæsenet hvilede endnu paa det gamle Grundlag. For næsten enhver Brøde kunde der betales en Bod, afpasset efter dens Størrelse; det var de gamle Love, som endnu gjaldt, skjønt de siden 1604 tildels vare iførte en ny Form. Fandt man ikke i Loven, hvad der skulde dømmes, hjalp man sig frem paa andre Maader. Et Menneskeliv gjaldt ikke stort. Det fik en stakkels Tyv oppe i Land at føle, som i 1651 blev dømt fra Livet af Sorenskriver og Lagrette efter St. Olafs Lov. En Dødsdom skulde, for at kunne fuldbyrdes, have Lehnsherrens Samtykke; men da denne Dom blev sendt ind til Akershus, fandt man, at Synderen havde levet saa længe og stadig forseet sig paa Nyt, at der ikke var nogen Rimelighed for, at han vilde forbedre sig, om han fik Lov til at være længere i Live. Et Øjeblik var der en Smule Udsigt til, at han skulde slippe med at arbejde i Bjergværkerne; men saa mente man, at de der ikke vilde modtage saadanne Personer „uden for megen foreskrivende, besværlige Konditioner,“ og denne ædle og menneskekjærlige Betragtning fældede den arme Synder. Han havde stjaalet en Kobberkjedel og maatte nu til Gjengjæld dingle i Gal-