gen. Skarpretteren indgav sin Regning, og dermed var Sagen afgjort.
Galger fandtes paa mange Steder, og dinglende halvraadne Kroppe plejede som oftest at vidne om den Iver, hvormed man vaagede over, at der maatte ske Retfærdigheden Fyldest. Med Galgen fulgte en Mestermand, der baade forstod at hænge Folk op og skille dem ved deres Hoved. Af de mindre Lehn kunde dog ofte flere være sammen om en Mestermand, men da havde han ogsaa stadig fuldt op af Arbejde. Alene i Bratsberg Lehn, det nuværende Amt af samme Navn, hvor man brugte Mestermanden af Tønsberg, blev der saaledes i 1650 henrettet en Kvinde med Sværd og en Tyv hængt, i 1652 henrettet fem Tyve af begge Kjøn, i 1653 to Mordere, i 1654 en Drabsmand og i 1655 en Tyv. I Lister Lehn blev der i 1648 henrettet fire Personer, deraf to Troldkvinder. Den regelmæssige Betaling for en Henrettelse med Sværd var 8 Rdl. foruden Godtgjørelse for Sværdets Rengjøring efter velforrettet Arbejde. Stodderkongen blev gjerne den Sidste, der havde at gjøre med Synderne, og fik for at grave dem ned under Galgen en halv Rigsdaler. I Sygdomsforfald maatte en anden Mestermand ofte hentes langvejsfra; den tønsbergske, der allerede før havde saa stor Søgning, maatte en Gang i 1654 helt op til Gudbrandsdalen for at expedere en Synder, og saa ned igjen til Thelemarken, hvor en anden ventede paa ham. Den eneste Del af Retsplejen, som var forsvarlig, var disse Henrettelser. Forhør og Domsafsigelser foregik ofte med en Letsindighed, der lader befrygte, at mere end En har lidt uskyldig. Man har ogsaa Exempler paa, at Anklagede senere tilbagekaldte sin Tilstaaelse fordi den var dem aftvungen ved Trusler fra Dommerne.
Ethvert Samfund, der har en slig Foragt for Menneskeliv, maa helt igjennem være haardt og raat; Forti-
