Side:Folkevennen 1872.djvu/108

104

dens Vildskab og Ustyrlighed sad ogsaa i rigt Maal igjen hos det syttende Aarhundredes Nordmænd, men uden altid at være ledsaget af det gamle Mod og Tapperhed. Saaledes rømte i Krigens Tid i 1657 fem Thelebønder, og i 1659 endog hele to og niti fra den Hær, som stod paa Grænsen mod Sverige. Men hjemme i Bygderne vare de ikke bange for at slaas med hverandre, og om en Karl slog en anden ihjel, var han ikke mindre agtet for det, naar det skede i ærligt Slagsmaal. I Valdres sad Bondens Øxe eller Kniv aldrig overvættes fast i Bæltet. En Morgen i 1651 kom to Bønder fra Slidre, Knut Olafssøn og Olaf Fosseim ind paa en Gaard i Skrauthvol, hvor der boede en Mand, som hed Nils Johanssøn. Her bleve de i al Ro til om Aftenen, uden at der faldt noget Ukvemsord; men saa kom der en Mand fra Aurdal, som hed Thorstein Bjørnssøn, med sine to Brødre, Hans og Ivar. Nils, som ikke likte, at disse kom, gik hen til Olaf og sagde: „Nu er Stuen fuld af Aurdals Bikjer.“ „Hvem er det?“ spurgte Olaf, hvortil Nils svarede: „Det er alle Garlid-Tyvene. Stat op Broder! vi skal hugge en af Armene af en af dem.“ Olaf, som syntes, at det var en ejendommelig Maade at behandle sine Gjæster paa, vilde ikke være med paa dette, men trak i Stedet sine Vadmels Buxer af og lagde sig paa Sengen. Saa var der stille en Stund, indtil Nils igjen begyndte at fortælle om, hvorledes han for et Aar siden havde givet en Mand fra Aurdal et Øxhammerslag. Da blev det for meget for Thorstein, hvis Æresfølelse allerede før var krænket ved Nils’s foregaaende Slængeord. Han raabte til ham: „De skrepper altid i Slidre Gjæld, at de slaar Folk i Aurdals Gjæld. Tag Dig vare, Du faar ikke et igjen.“ Derpaa greb han sin „Halvtynding“ (et Slags Øxe, det gamle halfþynna) og slog Nils ihjæl. Da Sagen senere kom for Retten, fik Thorstein et meget godt Skudsmaal af sine Bygdefolk.