vendte sig og begyndte igjen at bande, som før, idet han sagde: „Gud give, Djævelen fare i sligt Svinepak, som her er, og tage det ad sig, hvem som vil.“ Sivor, der laa i Sengen, spurgte, hvad der gik af ham, men fik bare det Svar „Lig du der Djævelen i Vold, til jeg taler dig noget til.“ Hertil sagde Sivor: „Gak ud i Gaarden og band der! Jeg ved, jeg maa have Fred i mit eget Hus!“ Men Peder vilde ikke høre paa Sligt; han gik ikke ud af Stuen, men hen til Sivors Seng, hvor denne spurgte, om han tænkte at myrde ham. Sivor, som havde sit Knivsbælte i Sengen, greb dette, sprang ud nøgen og forsøgte i Forening med Herbrand at faa Peder ud af Døren; han holdt Skjorten foran sig og stak efter Peder, men ramte uforvarende Herbrand i Fingeren. Da kastede Sivor Kniven og greb i Stedet en Kaarde, som hang paa Væggen, med den venstre Haand, og med den højre en Stav, hvormed han slog Peder, indtil denne gav sig. Paa Thinget bleve begge Parter forligte i Mindelighed. Selv Kvinderne vare ikke synderlig fredsommelige; saaledes maatte i 1651 en Kone i Kragerø bøde en halv Daler, fordi hun slog Skydsskafferens Kvinde under Øret, da hun blev tilsagt til at skaffe Biskopen af Stavanger Skyds.
Den Raahed, der saaledes træder os imøde ved Midten af det syttende Aarhundrede, viser, at vort Folk endnu ikke kunde være kommet langt fremad i Oplysning og Moralitet ovenpaa den sædelige Slappelse, som var saa fremherskende i det foregaaende Aarhundrede. Rigtignok var Forbedringen begyndt, men mere end en Begyndelse var det ikke. Navnlig var det smaat bevendt med Folkets Moralitet, idet der altid i de gamle Regnskaber over de af Fogderne indkrævede Bøder findes en forbausende Mængde Overtrædelser af de Bud, hvormed de guddommelige og menneskelige Love værnede om denne Dyd. Ægteskabet holdtes ikke i den tilbørlige Hellighed, og den forargelige
