med ham, og da denne ikke vilde til, overfaldt han ham med Hug og Slag, indtil han dræbte ham.
Hestebyttere fandtes ogsaa paa den Tid. Saaledes kom om Vaaren 1652 to Bønder fra Sigdal over i Hallingdal med en udsultet graa Hest, som de byttede bort til Guri Tolsrud mod en rød Hest, som var ved godt Hold, men led af et Fang; i den Anledning traf de den Overenskomst, at om Hesten blev ødelagt, skulde de faa Erstatning af Guri. Længere ud paa Høsten kom den ene af dem tilbage og klagede over den røde Hest, hvorfor Guri, som i Mellemtiden havde byttet bort den graa, nu maatte give ham en brun i Stedet. Herom blev der senere en Sag, da Guris Søn klagede over de to Hestebytteres Færd.
Ligesom Hestebyttere, fandtes der ogsaa Hestetyve, to Forretninger, som ikke altid lade sig adskille. En saadan var i 1652 Knut Henrikssøn, der oprindelig var fra Søndmøre, men nu holdt til i Kvikne i Froens Præstegjeld. En Bonde paa Søndmøre, som havde mistet en Hest, havde i den Anledning henvendt sig til en vis Jens Karlssøn, der synes at have været, hvad man i Gudbrandsdalen kalder for en Øjkelejtar; denne fik en Seddel af Præsten i Borgund, Herr Kristofer Pederssøn, at han for i sit lovlige Ærinde, lejet af Hestens Eier. I August var han saa heldig at finde Hesten hos Knut Henrikssøn og gjorde strax Anmeldelse hos Fogden, der sendte sin Tjener op i Kvikne for at hente Knut og Hesten. Jens fulgte med denne, var selv med i Fjeldet efter Hesten og skiftedes paa Tilbagevejen til Fogedgaarden om at ride paa denne. Da Fogdens Tjener saa dette venskabelige Forhold mellem de to Søndmøringer, troede han ikke, at der kunde være nogen Fare ved at lade dem være alene, og forlod dem. Medens de nu fortsatte den tilbageværende Del af Vejen, kom efter Knuts Paastand Jens til at gjøre en Hentydning til,
