at denne i sin Tid paa Søndmøre skulde have staaet i et uanstændigt Forhold til en Kvinde, der var hans Søskendebarn; Knut, som med Rolighed havde ladet sig gribe som Hestetyv, fandt imidlertid en Beskyldning som den sidste altfor nærgaaende og blev rasende. Uagtet de ikke vare mere end en tre fire Bøsseskud fra Fogedgaarden, overfaldt han Jens og dræbte ham. Da Mordet var begaaet, røvede han hans Penge, Klæder, „Tobak-Hus“ og Øxe og satte tilfjelds; men han var ikke kommen længere end til en Sæter op for Kviknebygden, før han blev greben og sat fast.
Saadanne løse og ledige Folk, der droge om med sin Øxe i Bæltet, vare efter dette ikke at spøge med; selv naar de rejste i fredelige Ærinder, kunde de ofte benytte Anledningen til at tilfredsstille sin private Hævn. Den 28de Marts 1653 kom en Karl, ved Navn Laurits Knutssøn, der havde noget at udrette for en Bonde paa Hadeland, ridende over Kjølvejen til Thoten med en Kaarde ved Siden. Han tog ind paa en Gaard, hvor der i Forvejen var flere Føringslæs og en Kjøbmand foruden en vis Narve Børgessøn, som Laurits tidligere, omtrent „fjorten Dage før Markedet“ havde undsagt. Laurits kjøbte en Kande Øl, hvoraf han drak det meste op; derpaa gik han ud paa Gaarden, hvor han traf Narve, som han overfaldt med sin Kaarde og dræbte. Efter Mordet steg han tilhest og red sin Vej.
Fortidens Overtro var ikke udryddet; i 1656 fortalte en Mand fra Baahus Lehn, der havde stjaalet en stor Sum Guld og Penge fra Præsten i Solum, at en gammel Kone ved Navn Aase længe havde overtalt ham hertil, men uden at kunne faa ham til at erklære sig villig. Omsider havde hun givet ham en varm Drik, hvorved han blev „ligesom fra Sans og Fornuft,“ og derefter var han gaaet ud igjennem Taget og havde saa forøvet Tyveriet.
