Denne Undskyldning blev dog ikke taget for god, og Synderen maatte lade Livet. I 1650 blev en Kvinde i Mandals Lehn dømt fra Livet og henrettet for Trolddom alene paa Angivelse af et Par henrettede Kvinder, uagtet Vidnernes Udsagn ikke indeholdt Andet en Urimeligheder.
En væsentlig Grund til Raaheden og Overtroen var den fuldstændige Uvidenhed, hvori Folket henlevede sin Tid. Almueskoler fandtes ikke, og selv mellem de mere bemidlede Klasser stod det daarlig til med Dannelse og Lærdom. Det er en Sjeldenhed, naar der saaledes, som hos Fogden paa Hedemarken, Knut Anderssøn, i 1645 nævnes „en Skolemester hos hans Børn,“ foruden at der hos ham endnu var en vis „Mester Knut Hals, en Studiosus“ i Huset. Endog mellem Præsterne var det vel endnu en Sjeldenhed, om de kunde give sine Børn en lidt højere Dannelse, og mangen en Gang stode disse paa det samme Standpunkt som Sognets Almue, og levede og døde som Bønder i den tykkeste Uvidenhed. Ja, selv mange af de adelige Familier, der levede omkring paa Landet, stode ikke saa langt over Almuens store Masse. Et Par saadanne holdt til paa Hedemarken, hvor en Adelsmand, som hed Fin Nilssøn Rosengjedde, den sidste af sin Slægt, boede paa Gaarden Skappel. Hans Hustru kaldtes „den velbyrdige Frue, Fru Helene;“ men desuagtet vare de saa udfattige, at det heder om dem i et Mandtal, der optoges i Anledning af den i 1645 paabudne Kopskat, at de „ere ikke mægtige dette eller Andet at udgive, men ere ganske forarmet.“ Den anden Bygdeadel paa Hedemarken var rigtignok noget bedre i den økonomiske Vej. Saaledes var der hos Peder Mogenssøn Hardingmand paa Norve baade en Fruens Pige, en Skomager og hans Datter, 6 Arbejdsdrenge og 4 Tjeneste-Kvindfolk; hos Kristofer Rytter paa Samsal var der 5 Arbejdsdrenge og 4 Kvindfolk, og hos Hans Bjelke paa Saxlund nævnes baade „hans Velbyrdigheds
