de Kanter, hvor man var begyndt paa at udskifte Gaardene i det Uendelige, navnlig vestenfjelds og nordenfjelds. Folkets Modstandsevne mod daarlige Aar var derfor yderst ringe; Uaarene kom gjerne ogsaa i Række og bleve derved end mere følelige. Baade i Aarene 1630, 1640 og 1650 forekom saadanne Perioder, som de to sidste Gange vare ledsagede af Krig.
I 1659 var Sommeren meget varm. I den nedre Del af Lom i Gudbrandsdalen, i selve Hovedsognet, blev Kornet „af Sommerens Hede og Tørke ganske afbrændt,“ medens det længere oppe i Dalen, i Annexet, det nuværende Skeakers Præstegjeld, frøs bort. I 1637 var den første Del af Sommeren i Lyster, Nordfjord og Søndmøre meget varm; men da man skulde begynde paa Kornets Indhøstning, tog det til med en saa overhændig Væde, at der blev et fuldstændigt Uaar. I de øvrige Dele af Bergenhus Lehn var Forholdet bedre. Det var den Gang, som nu, at et almindeligt Uaar over det hele Land er ligesaa sjeldent, som et almindeligt Kronaar. De Steder, som vare mest udsatte for Frost og derfor gjerne maatte skaffe sig Korn langvejs fra, havde i Regelen enten hel eller halv Skattefrihed, hvori der kun sjelden gjordes noget Indgreb. Som Egne, der kunde udføre Korn, nævnes Hedemarken og Gudbrandsdalen, der i daarlige Aar forsynede de sydlige Dele af Throndhjems Lehn.
Ved Siden af Agerbrug og Fiskeri var Skovdrift den norske Almues eneste Næringsvej; thi Bergverkerne vare dem mere til Plage end Gavn. Man tog godt for sig ved at hugge i Skovene, saa at Regjeringen ofte søgte at holde igjen. I den Anledning søgte man ogsaa at opmuntre Almuen til at rydde nye Gaarde, for derved at forhindre den uvittige Skovhugst, men uden synderlig Nytte. De vestenfjeldske Landskaber begyndte allerede at blive temmelig fattige paa Skov; i 1646 blev der i hele
