Hardanger ikke skaaret mere end 7000 Bord, hvilket ikke en Gang var saa Meget, som man kunde skjære paa en enkelt Sag paa Østlandet, hvor der aarlig blev skaaret store Masser, dels til Distrikternes eget Brug, dels til Udførsel, som i Regelen foregik i fremmede Skibe. Det var først efter 1650, at den norske Skibsfart begyndte at udvikles og efterhaanden aabne Landet nye Næringskilder.
Hvorofte ønske vi os ikke om Vinteren ned til Sydens Lande, hvor Solen skinner varmt, og Naturen pranger i sin hele Fylde! Naar Sneen falder tæt, naar Kulden bringer os til at stænge os inde, og den kolde, isnende Vind hilser os udenfor, hvorofte tænke vi ikke da med Længsel paa de Lande, hvor der altid er Sommer, hvor Skoven altid staar grøn og Fuglesangen altid hilser Vandreren! Naar Trækfuglene drage sydover, da vaagner der stundom hos os et Ønske om at kunne følge dem, at kunne sige Farvel til vort kolde Norden og følge Solen og Lyset. Mangen Gang, naar vi gnide vore kolde Hænder og krybe hen i Ovnskrogen, fristes vi vel til at mene, at vort Norge rigtig er et koldt og vinterligt Land hvor Sne og Is og Frost har hjemme. Her er jo Vinter over det halve Aar, Solen hæver sig længe kun lavt over Synskredsen, og al Naturen ligger i dyb Søvn. Norge synes derfor med Rette at fortjene Navn af et koldt Land. Og det er sandt, sammenligne vi det med Sydens Lande, da er det ogsaa saa. Her gror hverken Orange eller
