Side:Folkevennen 1881.djvu/93

Denne siden er ikke korrekturlest
91



Fig. 7.
Grundplan til Fig. 5 og 6.
og Østerdalen. Her maa man derfor, ligetil man fik Skorsten og Peis, have havt Are eller aabent Ildsted med tilhørende Ljore. En Are er som bekjendt en aflang firkantet Forhøining midt i Gulvet af Jord eller stampet Grus, omlagt med en Stenkant. Om nogen af de nuværende Østerdalsstuer engang have havt saadant Ildsted, kunde jeg ikke faa Besked, da man kun muligens vilde komme til Vished i dette Punkt ved at se efter under Gulvet og Loftets Paneling, om der viser sig Sod eller andet Spor af Ild, men det er neppe sandsynligt. Rimeligst er det, at de nuværende Stuer fra først af have havt Skorsten, og at denne saaledes neppe kan sættes længer op end i det høieste til Begyndelsen af det 17de Hundredaar.

Forud for denne Tid ligger følgelig Stuernes ældste Periode, som efter sin mest karakteristiske Indretning kan nævnes Aretiden og fremviste følgende Egenheder.

Ovenfor er paapeget, at Husets Indgangsdør i 2den og 3die Periode staar midt paa den ene Langside og fører lige ind i den store Stue. Dette er ogsaa Tilfældet i samtidige eller yngre Huse med Skorsten, som træffes ellers i Hamars Stift samt i Kristiania Stift og det østligste af Kristianssands Stift, naar de forresten have beholdt den nedarvede Hovedform. En Røgstue derimod kræver, naar den skal være saa hensigtsmæssig som mulig, at Røgen ikke spredes, men med Lethed stiger samlet opad gjennem Ljoren, hvorfor Rummet ikke vel taaler hverken Dør umiddelbart fra det Ydre eller Vinduer.