læste de helliges Litani under Paakaldelse af deres Hjælp mod alle de onde Magter, som fortrædige Menneskerne, maatte alle de helsche geesten fare in den grond der rooden zee[1]. Rigtignok kunde det synes, som om Udtrykket den røde Sø eller det røde Hav her havde en anden Betydning end den, hvori hafit rauða findes brugt hos os, eftersom her udtrykkeligen siges, at dermed skal forstaaes det Sted, hvor Faren omkom med sin Hær. Men denne Forklaring tilhører vistnok en nyere Tid, da Udtrykkets ældste Betydning var gaaen ud af den almindelige Bevidsthed, og det forekom naturligt at tage det i samme Betydning som den, hvormed det forekommer i den hellige Skrift, saa meget mere som det kunde synes passende at anvise deslige Menneskerne fiendtlige væsener den samme Lod, som tilfaldt Farao med hans Hær, da han gik frem som en Fiende Guds eget Folk.
Uagtet der saaledes ikke fattes Vidnesbyrd om, at jo Oceanet eller Verdenshavet ogsaa hos andre har baaret Navn af det røde
- ↑ „Eenige jaren later beval men in de kerken tegen al dat helsch gespens, de litanie der heiligen te lezen, en op het nitsprechen der volgende woorden:“ van de listen des duivels verlost ons heer „werd de helsche geesten ’t zij in weerwolfvellen, waterduivels of galge jongen stellende, zoodadanig in hunne magt betengeld, dat zij nit spyt het land verlieten, en in den grond der rooden zee vloogen ter plaets alwaer Farao met ziin leger versmoord is en es nog ven tijd tot tijd de see zee onstinnig maken dat zij moegelik om bevaren is.“ Theoph. P. A. Lanzens vlämische Sagen und Gebräuche i Zeitsehrift für dentsche Mythologie III, 172. „Det røde Hav“ synes i samme Betydning ogsaa at forekomme i Æventyret: Van ’t vischertjin in de rôo zee, der indeholdes i Oude Kindervertelsels in den Brugschen Tongval verzemelt en uitgegeven door Adolf Lootens, met sprukkundige anmerknngen over het brugsche taaleigen door M. E. F. Brüssel 1868, hvori Samtalen mellem Fiskeren og Fisken begynder med disse Fiskerens Ord: Vischjti, Vischtji in de rôo zee. Se Liebrechts Meddelelse i Bartschs Germania XIV, 91 fg.
I, 633–638. Med ovennævnte engelske Folketro hænger det vel ogsaa sammen, naar, efter hvad nylig en Søfarende tilfældigvis er kommen at fortælle mig, man til Søs taler om, at Fanden sidder paa Bunden af det røde (stundom heder det ogsaa: det Sorte) Hav og arbejder pas Sandtauget (jvf. Harbarðsljóð 18; Zeitschrift zur deutsche Mythologie II, 148) uden at kunne faa det færdigt, fordi der hver Bededag gaar et Stykke løst af hvad han har snoet.
