Side:Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania 1871.djvu/429

Denne siden er ikke korrekturlest

Hav, saa have de her omhandlede dog ikke afgivet noget Bidrag til dette Udtryks Forklaring. Det er dog heller ikke allene i de nyere Sprog, at dets Forekomst kan paavises. Som foran nævnt og ellers noksom bekjendt betegnedes jo derved ogsaa den arabiske Havbugt, medens man dog ikke skal have vidst af afgive dette Farvand en saadan Benævnelse før Hieronymus, Tid, men tidligere altid ved det røde Hav (ἐρυθρὰ θάλασσα) forstod, hvad vi nu kalde det indiske Hav[1]. Men her dukker da atter op det samme Spørgsmaal, hvad der vel kan ligge til Grund for denne Benævnelse. For den arabiske Havbugts Vedkommende har man søgt Grunden dertil dels i den røde Farve, som skulde være ejendommelig for et deri forekommende Søgræs, dels i de Klippers røde Farve, der omgive dens Bredder. Men ingen af disse Forklaringer skal kunne bestaa efter deres Dom, der have undersøgt disse Egnes Naturforhold. Holder man derimod fast ved, at der ved det røde Hav oprindeligen forstodes hele det indiske Ocean, hvorfra Navnet da senere er gaaet over paa dets vestligste Bugt i Særdeleshed, forekommer det mig, at det let kan finde en saare naturlig Forklaring. Grunden til, at man saaledes benævnede hele det store østlige Ocean, er nemlig efter min Formening den samme, som bevægede Grækerne til at henlægge eller tænke sig en Ø ved Navn Erytheia ved Solens Nedgang i det vestlige Ocean, eftersom det yderste Hav ligesaavel ved Solens opgang som ved dens Nedgang farves rødt af dens Straaler. Det samme, at man ved at se Solen gaa op eller ned bag Havet ved Horisontens yderste Grænse saa dette antage et rødligt Skjær, har vistnok ogsaa foranlediget vore Forfædre til at give Verdenshavet eller det yderste Hav (úthafît, útsjórinn) Navn af det røde Hav. Deraf, at man saa ofte saa Solen gaa ned under Horisonten ved det yderste synlige Havs Grænse, kommer jo det om Solens Nedgang ofte brugte Udtryk sól gengr í œgi. Om det røde Skin, som Solen ved dens Opgang kaster paa Havet eller Fjeldtopperne, brugtes ogsaa jevnligen Verbet rjóða (hvoraf Adjektivet rauðr),

  1. Se Winers Biblisches Realwörterbuch (2den Udgave) II, 85 Anm.; M. J. de Goeze i Benfeys Orient und Occident III, 431.