f. Ex. um morgininn sem sol rýðr fjöll, Fornm. sög. XI, 438; rétt í þann tíma er sólin tekr fyrst at rjóða, Karlamagnus s. 25430; árla sunnudags morguninn er sól rauð, Biskupa s. II, 4713; ligesom sólarróð betegnede dette Solens røde Skin. Men hvad kunde saa være naturligere, end at man kaldte det yderste Hav, der saa ofte farvedes rødt af den opgaaende eller nedgaaende Sols Straaler, hafit rauða, og at dette kom til at blive et let forstaaeligt Navn paa det store Hav, der antoges at omgive hele den bekjendte Verden? Det har endog forekommet mig ikke usandsynligt, at ogsaa ἐρυθρὰ θάλασσα hos Grækerne har været brugt i den samme Betydning. Naar der i Pindars 4de pythiske Ode efter Professor Schjøtts Oversættelse i Kristiania Videnskabsselskabs Forhandlinger for 1870, Side 297, siges om Argonauterne, at „de sejlede paa Oceanets Bølger og det røde Hav og kom til de lemniske Kvinders Skare, som havde ihjelslaget sine Mænd“, da ligger det i al Fald saare nær for dem der ikke kan give sig af med en selvstændig Granskning og Fortolkning af den græske Original, at opfatte „Oceanets Bølger“ Og „det røde Hav“ ikke som Benævnelser af to forskjellige Ting, men som to parallele Udtryk, hvorved et og det samme skal betegnes.
nævnes blandt elds heiti, Snorra Edda II, 486, uden at der dog her eller andensteds i de gamle Skrifter meddeles os nogen Oplysning om, hvorledes Ilden er kommen til en saadan Benævnelse. At Ordet virkelig er anvendt til at betegne Ilden, er ogsaa Sikkert nok, skjønt Udtrykkets Forekomst ikke kan paavises andensteds end i Völuspá 56, hvor det heder: geisar eimi við aldrnara[1] og Talen er om Verdens Undergang, der foregaar ved Ildens ødelæggende Magt. Dets Oprindelse eller Berettigelse har S. Egilsson søgt at forklare saaledes, som om den egentlige Betydning af aldrnari var vitae nutritor og det derfor passende
- ↑ Snorra Edda I, 198 gjengives den samme Verslinje lidt anderledes, nemlig geisar eimi ok aldrnari.
