Side:Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania 1871.djvu/432

Denne siden er ikke korrekturlest

man siger om den sluknende Ild, at den dør ud: saa bruges i det norske Folkesprog endogsaa nœra om at vedligeholde eller underholde den, ligesom man i Tydskland siger: die kohle stirbt, i Frankrig: la chandelle se meurt. Omvendt bruges Verbet slokna saavel i vort gamle Sprog (Thomas saga erkibiskups, udg. af Unger, Side 47136), som i Nutidens Folkesprog med Betydningen af at dø, ligesom man ogsaa stundom hører tale derom, at et Menneske er død saa stille, som om man slukte et Lys. Hermed hænger det vel ogsaa sammen, at man endnu i flere af Norges Egne plejer bære to brændende Lys foran Liget, naar det af Huset udbæres til sin Begravelse[1], og at man i den ved Banlysning brugelige Procession udbar brændende Lys, som sluktes ved at vende den brændende Ende nedad eller steypa kertum (se min Ordbog over det gamle norske Sprog under steypa 1).

Hvor gjerne vore Forfædre tænkte sig Livet og Døden under Billedet af et brændende eller sluknende Lys, fremtræder dog især tydeligen i den bekjendte mytiske Fortælling om Nornagest[2], til hvem der, da han endnu laa i Vuggen, hvor der brændte to Lys over ham, kom tre Völver eller spákonur af dem, der spáðu mönnum aldr. Af disse spaaede eller beskikkede nu den yngste ham den Lod, at han ikke skulde leve længere, end det Lys brændte, der stod ved hans Side; hvorpaa den ældste tog og slukte Lyset og derefter bad hans Moder tage det i Forvaring for ikke at tænde det igjen førend paa hans Livs sidste Dag. Da han var bleven voxen, overgav hans Moder ham dette Lys,

    saaledes som A. Kuhn har paavist i sit Skrift „Die Herabkunft des Feuers und des Göttertranks“ paa flere Steder, men især Side 24. 26. 70 fgg. 104–106.

  1. „Das leben erlischt gleich einem lichte, weshalb man auch auf Sargen, ehe sie mit der leiche fortgetragen werde, aus symbolischen grunde pflegt lichter nieder brennen zu lassen“. Pott i Zeitschrift für vergleich. Sprachforschung II, 106.
  2. Þáttr af Nornagesti, udg. af S. Bugge i Norrœne Skrifter af sagnhistorisk Indhold; ogsaa i Flateyarbók (Kristiania 1860), I, 346–359 og i Fornaldar sögur Nordrlanda, I, 313–342. – Om denne og andre Fortællinger, for hvilke samme Forestilling ligger til Grund, jevnfør Das Lebenslicht af W. Wackernagel i Haupt Zeitschr. f. deutsches Alterthum, VI, 280–284.