Side:Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania 1871.djvu/433

Denne siden er ikke korrekturlest

for at han selv kunde tage Vare derpaa, hvorefter han altid førte det med sig. Paa sine sidste Dage kom han, efter at have levet meget længe og derunder at have færdes vidt omkring i Verden, til Olaf Tryggvason, fortalte ham sit Livs Skjæbne og Hændelser og lod sig paa hans Opfordring døbe. En Tid derefter traf det sig saa en Dag, at Kongen spurgte ham, hvor længe han endnu ønskede at leve. Hertil svarede han da: kun kort Tid herefter, om saa er Guds Vilje, hvorpaa han efter Kongens Opfordring tog sit Lys frem og tændte det. Det varede saa ikke længe, inden det var nedbrændt, og da var Gest død, efter, som han selv sagde, at have levet i 300 Aar[1].

Med denne Fortælling om Nornagest har det en paafaldende Lighed, hvad Apollodor efter Euripides fortæller om Meleager. Da denne var 7 Aar gammel, kom nemlig Moirerne til hans Moder Althaia og sagde til hende: da vil dit Barn dø, naar denne paa Arnen brændende Vedskide er fortæret af Ilden. Da Moderen hørte dette, tog hun Vedskiden af Ilden, slukte den og lagde den i en Kiste. Herfra tog hun den senere frem i sin første heftige Harme over, at Meleager havde voldet hendes Broders Død, og stak den i Ilden; hvorefter Meleager snart bortrykkedes ved en pludselig Død[2].

Den samme Forestilling ligger utvivlsomt ogsaa til Grund for, hvad der i Gisle Surssons Saga[3] fortælles om en Drøm, som han havde kort før sin Død. 1 denne Drøm forekom det ham nemlig, som om han gik ind i et Hus, hvor han saa mange af

  1. Söguþattr af Nornagesti S. 77 fg., Flateyjarbók 1, 358 fg., Fornaldar Sögur I, 341 fg. – Med Fortællingen om Nornagests Død kan jævnføres følgende af Schwarzwalder Dorfgeschichten von Berthold Auerbach, neue Folge (2te Auflage, Mannheim 1849) S. 382: „er sah dem Absterben des Lichtes zu, obgleich das für todesgefährlich gilt;“ ligesom hvad Prof. J. A. Friis (En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen. Kristiania 1871. S. 367) meddeler om Karelernes Bryllupsskikke, at „efter Vielsen sammenligner man Brudgommens og Brudens Lys, som have været tændte foran Helgenbilledet, og den, hvis Lys er kortest, skal dø først.
  2. Preller griech. Mythologie (2den Udg.) II, 307, jvf. 305, især Anm. 2.
  3. Tvær sögur af Gisla Surssyni (Khhvn. 1849), Side 41 fg.