sig forene, at derved skulde forstaaes Flint, der jo aldrig forekommer saaledes i Norge. Da jeg alligevel ikke vidste at sætte nogen bedre Forklaring i Stedet for den, som jeg havde forefundet hos andre, kunde jeg ikke andet end optage denne, hvor liden Tilbøjelighed jeg end havde dertil.
Vistnok havde det ikke undgaaet min Opmærksomhed, at Ordet endnu bruges i det norske Folkesprog, eftersom Ivar Aasen i sin Ordbog (1ste Udgave) har baade „Heggjeitel“ og „Heggjeitelstein“, men den Forklaring, han giver derover, kunde lidet hjælpe mig. Ti det var dog aabenbart, at der ved hégeitill betegnedes Sten af et vist bestemt Slags og af et iøjnefaldende Udseende, der gjorde den let kjendelig, og hvorved den tydelig udskilte sig fra andre Stenarter. Som Navn paa en saadan Stenart forekommer ogsaa „hegelsten“ i B. C. de Fines Beskrivelse Over Stavangers Amt fra 1745, trykt i N. Nicolaysens norske Magasin, 3dje Bind, Side 123. For om muligt saaledes at faa Rede paa, hvad der skal forstaaes ved hégeitill, der tydelig nok er at gjenkjende i „hegelsten“, har jeg i Anledning deraf forespurgt mig hos Folk fra de Egne, hvor „hegelsten“ efter de Fines Angivelse skal have været i Brug som Navn paa en vis Stenart; men saavidt jeg kunde erfare, maa det nu der være gaaet af Brug. Derimod skal der i hine Egne under Navnet „kattesten“ forekomme „en klar hvid og haard Sten, der giver en stærk Ild fra sig“. Navnet „kattesten“ er ogsaa andensteds, og det ikke allene i Norge, men ogsaa i Sverige[1], kjendt og i Brug som Navn paa
- ↑ Saaledes i Ydre Hered af Øster-Götland ifølge Rääfs Beskrivelse over samme i Fortegnelsen over de for Egnens Folkesprog ejendommelige Ord. I et Markegangsbrev af 25de Oktober 1703 til Bestemmelsen af Grænserne for Gaarden Østby i Tjødling Sogn og mellem de til hver af dens Hoveddele hørende Skov-
gangsbrev om Grænserne mellem Gaardene Halleland og Sotteland i Holme Prestegjeld af 25de Marts 1536 (Dipl. Norveg. VI, 729) nævnes „Hegiddelen“, som ligger i „Hegiddils myör“; og naar der i Klüwers norske Mindesmærker S. 108 nævnes Fjeldet „Högkjetteln“ (jvf. den norske Turistforenings Aarbog for 1869, S. 1133), da kan der vel neppe være nogen Tvivl om, at vi ogsaa deri have Ordet „hégeitill“, og at det ikke, som man fortæller, har faaet sit Navn af en Mand, der hed Ketil.
