en Stenart af saadan Beskaffenhed. Den Formodning ligger da nær, at Navnet „hegelsten“, hvor det nu ikke længere er i Brug, er fortrængt af et andet Navn: „kattesten“, saa at begge ere Benævnelser paa en og samme Stenart, men den sidste sandsynligvis af udenlandsk Oprindelse.
I den første Del af Ordet „kattesten“, hvorved, som ogsaa kan sees af dens endnu paaviselige Forekomst i den ved Gaarden Østbys Grænse liggende „Rijfnasten“, maa forstaaes en graahvid Kvarts, der paa mange Steder i Norge findes dels i store Masser, dels indsprængt i Klippestykker eller Fjeldmasser, hvis øvrige Del udgjøres af andre Bestanddele, ser jeg nemlig det latinske (eller græske) gagates (= Agat). Ved Bortkastelse af Bøjningsendelsen og ved den af de to første Stavelsers ensartede Beskaffenhed foranledigede Elisjon (Dissimilation, jvf. kong af konung, peng af pening o. desl.) blev der nemlig af gagates ganske naturligen gat, og at dette i Sammensætning med stein eller sten bliver til kat, derover kan man saa meget mindre forundre sig, som den almindelige Tilbøjelighed til ved fremmede Ords optagelse eller Anvendelse i vort Sprog at underkaste dem en saadan Forandring eller give dem en saadan Form, at Folkets Etymologiseren ikke skal finde sig i Forlegenhed ved at forklare sig dem som dannede af vort eget Ordforraad, jo er bekjendt nok.
Men hvorledes er da Ordet hégeitill at forklare? At Ordet er sammensat, falder strax i Øjnene. Som saadant er det ogsaa opfattet af Erik Jensson i hans Ordbog; men naar han der søger at forklare Ordets oprindelige Betydning saaledes, som om det var sammensat at hegg og eitill, da synes det, som man derimod kan gjøre grundede Indvendinger, ikke saa meget fordi Forekomsten af et Ord eitill neppe kan paavises i de gamle Skrifter, da det vel desuagtet har tilhørt det gamle Sprogs Ordforraad, ligesom det endnu forekommer i det norske Folkesprog, som meget mere fordi det ikke er let at forstaa, hvorledes den
strækninger nævnes ogsaa en stor Sten „isprængt med noget hvit, som kaldes Kattesten“, hvilken Sten antoges for at være den samme, som i et ældre Brev fra Aaret 1439 kaldes „Rijfnasteinen“.
