Kamel, hvis Forfølgelse Manden søger at undfly, og saa har det vistnok ogsaa været i Rückerts sandsynligvis arabiske Kilde, som er mig ubekjendt[1]. Dette er da heller ikke det eneste Tilfælde, hvor man i de forskjellige Gjengivelser af Fabler eller Parabler sætter et Dyr eller lignende Væsen i Stedet for et andet, naar man med Hensyn til deres Navne eller Egenskaber mellem dem har fundet en nærmere eller fjernere Lighed. Det er ogsaa umiskjendeligt, at netop de her nævnte tre Dyr jevnligen ere faldne sammen i Fortidens Forestillinger og Betegnelsesmaade. Ti naar Kamelen i det gotiske kaldes ulbandus og i vort gamle Sprog ulfaldi jvf. ght. olpenta, ags. olfend, da er jo dette i Grunden intet andet, end det tillempede eller forvanskede græske ἐλέφας, jvf. J. Grimm Gesch. der deutschen Sprache, S. 42 Anm. 408. Men af det samme græske Ord er ogsaa tydeligt nok udsprunget Ordet olifant, der af Karlamagnus saga S. 386 jvf. 36915 sees at have betegnet Enhjørningen; ligesom dette Ord ikke allene Karlamagnus s. S. 3873, men ogsaa i Middelalderens franske og tydske Digte om Roland er Navnet paa hans bekjendte Horn eller Basun, der efter Karlamagnus s. S. 386 var gjort af Enhjørningens Horn, men ikke desto mindre hos Turpin c. 23 fg. kaldes tuba eburnea[2]. Naar det i Ziemanns mittelhochdeutsches Wörterbuch under olbende heder, at „vom kamel und elephanten wird olbentin unterschieden, Eccard scr. med. ævi II, 1505“, og der i Müller & Zarnckes Mittelhochdeutsches Wörterbuch under olbente omtales, at der gives Steder, hvor olbente nævnes ved Siden af Kamelen, da kan man maaske forklare sig dette deraf, at ved olbente, der jo, hvad Ordets Oprindelse angaar, i Grunden er detsamme som olifant, skal her forstaaes Enhjørningen, eller, om man vil søge Grunden dertil i Forfatternes Uvidenhed, deri se netop den samme Uvidenhed, som har givet Anledning til, at
- ↑ At Rückert skulde have hentet sit Emne fra Kalila og Dimna, men selv sat Kamelen i Elefantens Sted, forekommer mig nemlig kun lidet sandsynligt.
- ↑ Se Dunlop Geschichte der Prosadichtung übersetzt vom F. Liebrecht S. 541 a; jvf. Diez etymologisches Wörterbuch der romanischen Sprachen (2te Ausg.) II. 376; W. Wackernagel i Pfeiffers Germania, IV, 141.
