I Middelalderens Historie spille de norske Kjøbstæder kun en underordnet Rolle. Om en Bybefolkning som en Klasse eller Stand for sig selv er der kun undtagelsesvis Tale, og det viser sig da altid, at den i politisk Henseende egentlig ikke har kunnet gjøre sig gjældende. Kjøbstædernes økonomiske Forhold, deres Handel og deres Stilling i det hele taget lade sig ogsaa kun i sjeldnere Tilfælde belyse noget nærmere. Man ser kun, at de ere lammede i sin Udvikling netop paa den Tid, da de skulde skyde Vækst, og at de ikke kunne optage Konkurrensen med de fremmede Faktorier, som fra det trettende Aarhundrede af efterhaanden voksede op paa de Steder, hvor der var nogen mere betydelig Handelsrørelse. Kontoret i Bergen, der ialfald i de nærmeste Aar efter 1340, om ikke allerede før, havde faaet det fast afsluttede Præg, som det siden bevarede gjennem flere Aarhundreder, og de tydske Kolonier i Oslo og Tunsberg vare i denne Henseender de norske Kjøbstæder aldeles overmægtige.
Hvad der under denne Kamp i en betydelig Grad bidrog til at gjøre de norske Kjøbstæders Stilling vanskelig var netop det, at deres Indbyggere i Grunden ikke udgjorde nogen særegen Stand. Det norske Samfund havde i denne Henseende ikke fulgt med sin Tid.
For at kunne tilveiebringe nærmere Oplysninger om, hvorledes de
