Afskrift fra 1551 trykt i Nicolaysens Fortale til Norske Magasin, 1ste Bind, S. XXX–XXXI. (Linje 3, sömje er Feil for sönye).
2. Af Fredrik II’s Lov efter Chr. Univ. Bibl 553 qv. Begyndelsen:
Wor Heriis Jhesu Christi fred wære med os alle norske mend. Ennd wij skulle holde wort lagting, paa rette tingstæd huert aar, Scti peders affthenn, Der skulle vj alle findis forfaldeløst, som til tings ere neffnd. End forleningsmend, Ombotzmend skulle haffue neffnd paa midfaste ting, saa mange mend aff huert fylcke, som gammel sedwane haffuer werit, eller deris rette Ombodzmend[1], oc neffne de mend som arbeidzdrenge haffue for sig, oc synis at wære skiælige, duelige, oc bequemmelige der til, oc kunde sande det med deris eed. End denn eed skulle de swerge denn første søgnedag som the komme til lagtings, med denne eedzstaffuelse. Saa legger ieg haand paa Bog, oc det skiuder ieg til Gud at de mend haffuer hand neffnd til lagtings som hannom syntis skiæligeste oc bequemeligiste at wære effther sin samvittighet oc ey tog hand der andre gaffuer til, oc saa skal hand altid neffne emeden hand haffuer det ombud. End denne eed skal inggen offtere swærge end een tid.
Nu er saa sagt at neffnis skal til lagtings som sedwaneligt er, oc huer at haffue sine tærepenge effther gammel wane aff huert fylke eller bygdelag. End om forlænings mand eller foget eller theris vmbodzmand neffne icke saa til tings som nw er sagt, da ere de plictig j march sølff for huer denn som vneffnd er. Ingien skal hann heller neffne til løssen, eller omskiffte der paa giøre, vdenn hann haffuer fult forfald som tilforn wor neffndt. End huer neffnd som senere kommer til laugtings forfaldeløst end ederne ere sworne,
- ↑ mgl. i AM. 92 og B. 28.
