heder: er hann kom or baði, fór hann i klæði sín ok lét sauma at höndum sér Sturl. 1, 397. Paa denne Maade var det nemlig, som idet følgende skal godtgjøres, at man fik Lindingerne festede sammen om Haandledet paa en Tid, da det endnu ikke var kommet i Brug at forsyne dem med Knapper eller Hægter i saadant Øiemed. Men saadan Sammenfesting af Skjortens eller Kjortelens Haandlindinger maatte foretages ikke alene naar man iførte sig dem efter Badet, men ogsaa dagligen, naar man om Morgenen stod op og skulde iføre sig Klæderne efter at have ligget nøgen om Natten.[1] Herpaa er det vel ogsaa, man i de fleste Tilfælde maa tænke, naar der tales om at „sauma at höndum“, f. Ex. naar det i Grettis saga heder: stýrimannskona sú hin unga (nemlig den samme, der før omtales i Ordene: sá maðr var í skipi með honum (ɔ: Hafliða) er Bárdr hét, hann átti konu unga ok fríða, og til hvilken der sigtes i Bebreidelsen, som Skibsmandskabet gjorde Gretter, da man sagde til ham: þykkir þér betra at klappa á kviðinn á konu Bárðar stýrimanns en at gera skyldu þína á skipi) var því jafnan vön at sauma at höndum Grettis Grett. 34, og naar det heder i Völsunga saga: hon (ɔ: Signy) hafði þá raun gert við hina fyrri sonu sína áðr hon sendi þá til Sigmundar, at hon saumaði at höndum þeim með holdi ok skinni; þeir þoldu illa ok kriktu um, ok svá gerði hon Sinfjötla; hann brást ekki við, hon fló hann þá af kyrtlinum svá at skinnit fylgði ermunum; hon kvað honum mundu sárt vil verda; hann segir: lítit mundi slíkt sárt þykkja Völsungi Vols. 9425 fgg.
Et Sidestykke til hvad Signy gjorde ved sine Sønner og Sinfjotle i Særdeleshed, har man fra meget sildigere Tid i hvad der vederfores Provst Samuel Wiesel, født 1699, (efter hans Dattersøns Samuel Ödmanns Fortælling i hans Hågkomster från hembygden och skolan), da hans Præceptor, der havde fulgt ham fra Hjemmet til Wexiø, og til hvis forretninger det hørte hver Søndags Mor-
- ↑ At det paa Island var brugeligt at ligge nøgen i sin Sæng om Natten, kan sees af Ljosvetninga saga Cap. 18136 (Udg. af 1880) og Svarfdøla saga c. 25 (Side 18117 i Islendinga sogur II trykt 1830).
