silkisaumaðr Fm. VI, 440; gullsaumaðr Flat. II, 84; Klm. 226; þær systr voru þar Frákörk ok Helga med jarli ok sátu þær í lítilli stofu at sauma sínum. Haraldr jarl gekk í stofu þar er þær sátu systr á þverum palli, ok hann sá línklæði á millum þeirra nýsaumat, hvítt sem drift. Jarl tók upp klæðít ok sá, at þat var víða gullsaumat. Jarl spyrr: hverr á gersemi þeisa. Frákörk svaraðe: þat er ætlat Páli bróður þínum. Hví vanði þér honum svá mjök klæði? eigi leggi þér jafnmikla stund á at sauma mér klæði Flat. II, 438. Jvf. S. Grundtvig Danmarks gamle Folkeviser V, 65 Vers 4–6. Besynderligt er det dog, om Ordene sauma at höndum skulde være brugte i 2 forskjellige Betydninger og Udtrykket saaledes skulde være tvetydigt.
Blandt de Glosser, som efter det gamle islandske Haandskrift cod. reg. 1812 i det store kongelige bibliotek i Kjøbenhavn ere udgivne af Dr. H. Gering i Zeitschrift f. d. Philologie IX, 385 fgg. forekommer þekja =lat. arrha. Forsaavidt lat. arrha (= arrhabon) betegner ikke hvad som helst der udredes som Tillæg til den betingede Kjøbesum, men kun et saadant Tillæg, som betales forud for denne, og hvorved kjøberen sikkrer sig at faa hvad Sælgeren har forbundet sig til at afhende, falde vistnok ikke begge Ord fuldstændigen sammen i Betydningen. Lægger man derimod ikke Vægt paa denne Forudbetaling, og kræver man ikke her større Overensstemmelse i Betydningen, end man i Almindelighed tør gjøre Regning paa at finde mellem de Ord, som i Glosserne forklares og de som Forklaring eller Oversættelse tilføiede latinske, da kan Forklaringen ikke kaldes urigtig om end dens Rigtighed ikke strax er indlysende. Skjønt Substantivet þekja ellers ikke er forefundet med en til det latinske arrha svarende Betydning, tør man vel nemlig antage, at det virkelig har været brugt saaledes, at det betegner det samme, eller omtrent det samme, som
