Side:Forhandlinger i Videnskabs-selskabet i Christiania (IA forhandlingerivi1880chri).pdf/510

Denne siden er ikke korrekturlest

udredes som fésekt, betalte disse gerðarmenn efter det derom forud givne Tilsagn den halve Del, og da Njaals Sønner havde betalt, hvad de havde, til Beløb af 1 hundrað silfrs, samt Njaal selv gjort det samme, gav andre af de ved Tinget tilstedeværende godvilligen og for Guds Skyld hvad der manglede i det fulde Beløb saa at öngvan pening vantaðe á. Men saa fortælles, at Njáll tók silkisløður ok bóta ok lagði á hrúguna ofan. Den fastsatte fésekt var allerede fuldt ud betalt, da Njaal lagde disse Ting ofan á hrúguna. Dette var ikke noget lovbestemt baugþak, og derom kunde der her ikke være Tale, da Sagen ikke var afgjort ved retslig Dom, men ved sætt og gerð. Det var heller ikke nogen pligtig Ydelse, men det ydedes tvertimod som yfirgjöf og vistnok tillige som vingjöf i den Tanke, at den skulde tjene til at betrygge en god Forstaaelse, et fredeligt Samliv mellem Parterne.

Paa lignende Maade havde det sig vistnok ogsaa, naar yfirgjöf eller vinjöf ydedes ved Afslutning eller Fuldbyrdelse af en Overenskomst om Jordekjøb, ligesom det vist ogsaa skulde tjene til stadfestingar jarðarkaupsins,[1] som det udtrykkeligen siges om den Handling, hvorved Ornulf ifølge et Brev fra Nedre Telemarken af Aaret 1366 (DN. X, 69) afhendi til Vetrlide og Ashild, der havde solgt ham 5 laupa jord i Voluþveit af Sauda sokn, en Ko, vistnok som yfirgjöf eller vingjöf, uagtet den ikke i selve Brevet udtrykkeligen betegnes som saadan. I mange Tilfælde, naar saadan Ydelse omtales, sker dette i saadan Forbindelse med selve Kjøbesummen, at det synes, som om begge tilsammen tilfaldt Sælgeren. Saa var det dog ikke altid, og det oprindelige har vel endogsaa været, at man ved Udbetaling af yfirgjöf affandt sig med en eller anden Person, hvem Sagen angik saa nær, at det ansaaes, om ikke aldeles nødvendigt, saa dog tilbørligt eller klogt at erhverve sig dennes Samtykke til den stedfundne Afgjørelse eller Overenskomst. Saaledes havde det sig, da ifølge DN. III. 935 Skjaldulf

  1. Jvf. DN. IX. 407, hvor det heder: gaf och forn Haraldh fornæmdom Olaf i abøtha (ɔ: i Mellemlag) 1 mark gulz och 7 alnæ nærsth i stadhfæsningh firi sama jordhæ bythæ.