dem, som kjøber, Skøttingsøre, er en Tilgift af Guld eller Penge som over rette Kjøb gives eller ligesom foræres den som solgte eller hans Hustru; for saadan Skøttingsøre kviteres ogsaa særdeles udi Skiødebrevet, saa deraf kan sluttes, intet Kjøb uden slig Skøttingsøres Betaling at have sin Fuldkommenhed“. Herefter ser det ud, som om skeytingseyrar kun skulde være et andet Navn paa hvad der ellers kaldes yfirgjöf, og som om de gaves Hustruen for hendes jákvæði eller Samtykke; men i de Breve, hvori de omtales, findes intet, som hentyder dertil, f. Ex. naar der i et Brev fra Aaret 1440 (DN. IV, 880) indeholdes fleres Vidnesbyrd om, at Aslak Þrondasson med já, handarbandi ok góðan vilja Gertrúdar Sígarðardottor eiginnar konu sinnar solgte sira Gunnari Eirikssyni halft mannsverk í Nørsthúsum í Hopalstöðum í Haugskeiðis sokn for 12 marker forngildar, ok eina mark gaf fyrrnemder sira G. í skøytingsøyri, eller naar der efter et andet Brev fra Aaret 1498 (DN. VIII. 442) blev betalt for en Del af yttre Øje i Urlands Sogn en Kvige og ½ Løb Smør og i skøytningsøyra 4 mele korn 1 bukskin; jvf. DN. IV, 120. 147. Det samme gjælder om det skøtningafé, som maa være = skeytingseyrar og nævnes ved Siden af Kjøbesummen i 2 jemtlandske Breve fra 1ste Halvdel af det femtende Aarhundrede (DN. III, 697. 802).
I Almindelighed har, som de anførte Exempler eller de citerede Breve udvise, den yfirgjøf, vingjöf eller jágæfi, som betaltes ved Kjøb af Jordeiendom, været udredet samtidigen med Kjøbesummen og Beløbets Størrelse været afhængig af Kjøberens Godtbefindende. Men saa har det dog ikke altid været. I et Tilfælde (DN. III, 974) ser man, at Beløbets størrelse var fastsat samtidigen med Kjøbesummens, eftersom det i Brevet heder Stener hadhe betaladh førsta peninga ok øpsta som i kop tera kom for thet halpth marka bool i sydre Rude badhe for jákvede ok iordeverdh som var en spans ploghgang ok en færding salth for jákvedet. Begge ere ogsaa sammenblandede i et andet Brev (DN. III, 1031) efter de Udtryk som der ere anvendte i Kvittering for hvad Gunnulf skulde have af Salmund Nilssen for jákvædi og jordeverd. Kun i et af de Tilfælde, som omtales i trykte Breve, nemlig DN. X, 49, synes
