Den beror paa den Uklarhed, der kan paavises allerede hos
Hegel selv (f. Ex. i hans Lære om Abiogenese, sammenlignet med
hans Polemik mod Condillacs Psychologi) over den reelle Betydning
af den dialektiske Overgang, der overhovedet kan udtrykkes
i en Modsætningerne forbindende Dom f. Ex. Væren er Intet. En
saadan Sats, der ligefrem udtrykte Identitet, skulde suppleres ved
den modsatte f. Ex. Væren er ikke Intet d. e. forskjellig derfra,
men Resultatet af disse to synes ganske ubestemt og problematisk.
Denne Dialektikens tvetydige, svævende Holdning, der nærmest
fører til et mere eller mindre overfladisk Justemilieu med en mere
eller mindre fordulgt Skepticisme, er væsentlig fastholdt af det
Hegelianske Høire (Rosenkrantz o. a.), medens det første Skridt
udover Tvetydigheden er taget af det Hegelianske Venstre, de saakaldte
Junghegelianere (Strauss, Michelet o. fl.). Disse have mer
eller mindre konsekvent forstaaet hin overgang som et Identitetsforhold
eller en Identitetsudsigelse f. Ex. Væren er (d. e. er identisk
med =) intet; Mekanisme, Teleologi (d. e. Hensigtsmæssigheden
i Naturen) er = dens iboende Livskraft o. s. v., ved hvilken
Forstaaelse Hegelianismen er bleven det philosophiske Grundlag
navnlig for Atheismen og Materialismen (Michelet, Feuerbach o.
a.). Det næste Skridt er taget af Stipendiat Dons, naar han har
forstaaet Overgangen som et blot, som det synes, endog ensidigt
Forudsætningsforhold, altsaa metaphysisk, hvoraf følger bl. a. Læren
om Guds absolute Overmenneskelighed paa samme Tid som
Mennesket som alt existerer ved ham. Hvad der nu staar tilbage
er, hvad den Foredragende har stillet sig til Opgave og i sine Forelæsninger
allerede udført, Gjennemførelsen af Opfatningen af hin
Overgang som en virkelig Tankeudvikling, nemlig Dom eller Slutning,
der som saadan maa ligge bag den materielle Natur og i
den fremtræde som et nødvendigt Forudsætnings- og Samvirkensforhold,
men i Aandens Verden være levende og virkelig tilstede
som aandig Udvikling 1 denne Betragtning ligger ogsaa formentlig
Principet for den philosophiske Gjendrivelse af den i sine
Konsekventser materialistiske Evolutionslære, baade den snevrere
(Darwin) og den videre (Haeckel, Herbert Spencer o. a.).
Side:Forhandlinger i Videnskabs-selskabet i Christiania (IA forhandlingerivi1880chri).pdf/526
Denne siden er ikke korrekturlest