klamme Kosmopoliter, »Europæere« — som Skjældsordet først lød i Danmark.
Man kunde ventet og forudsagt, at dette vilde komme; men næppe fra en Mand som Hr. Drolsum. Desto ivrigere maa vi strax reise os — den forhaabentlig meget store Skare, som ikke vil taale, at vi offentlig fremstilles for en stor Kreds som blottede for Fædrelandskjærlighed, som opgivende vor Nationalitet, som liggende feigt under »for en gammel Lydrigetanke«!
Det er sagt om Hr. Drolsum, at han er betat og besat af Forsvarssagen. Paa samme Tid som dette faar være Mandens Undskyldning, er det et nyt Advarelsens Mærke paa den epidemiske Raptus, som gjør Folk blinde og uretfærdige.
Men i Hr. Drolsums Tale er der mere, som strax maa tages. At skrive med en længere Plan for Øie om denne Sag er overhovedet vanskeligt, fordi det gaar saa rivende fort. Det er ikke saa meget — haaber jeg —, fordi selve Sagen vinder dybere Anklang; men hver Dag bringer nu et nyt Træk kjendt fra Sagens
