Side:Forsvarssagen.djvu/20

Denne siden er korrekturlest


Først er der dem, der paastaar, at Norge ved at ruste sig i Forsvarsstilen sammen med Sverige skulde udgjøre en saa betydelig Magt, at en Stormagt skulde betænke sig to Gange paa et Angreb. Overfor dette er der ikke noget at sige. Det er Toppunktet.

Saa er der dem, der mener, at vi ved overanstrængte Rustninger skulde kunne gjøre os Haab om en Alliance, hvor vor Stridsmagt spillede en Rolle som Hjælpekorps. Men for det første ville vore Rustninger aldrig kunne naa saa høit op, at de vil veie nogetsomhelst i en Kamp mellem Stormagter, og for det andet er det ikke væbnet Alliance med krigførende Magt, et Land som Norge skal søge: det er overhovedet Uret at bilde Folket ind, at vi bør prøve Krigslykken, ruste os forat faa være med »Voldsmændene«.

Men saa kommer de, der hverken vil føre Krig alene med en Stormagt eller sammen med den ene mod den anden. Denne Gruppe er den mest fantastiske og maaske derfor den talrigste. De siger, vort Forsvar bør være saa stærkt, at det kan afværge et coup de main af en Fiende.