forat følge med og paavise Uforstand, maa man trodse selve Latterligheden.
Naar der altsaa tales om at vinde Kabinetternes Respekt eller Sympathi, saa mener Forsvarssagens Mænd, at de store Rustninger ville — om end ikke imponere, saa dog stemme fordelagtigt.
Jeg tror akkurat det modsatte. Dersom der er noget i Danmark, som Bismarck har Respekt for, saa er det visselig hverken for Armeen, ej heller for Kjøbenhavns halvfærdige Befestning og allerminst for det Folk, der lader sig Friheden spille af Hænderne og gaar over i en tilsløret Enevoldsmagt og en ufrugtbar Militarisme.
Men meget rimeligt er det, at Bismarck med en vis Sympathi ser paa Estrup, der netop optugter Folket til et Regimente som det preussiske og endog lægger en mulig Grundvold for en tysk Fæstning. Saaledes ser den haarde Virkelighed snarere ud, og skal der endelig tales om Kabinetternes Sympathier, saa er dette mest i Stilen.
Andre Sympathier — som for Exempel Beundring overfor en liden Nations heltemodige Forsvar — har intetsomhelst Rum i Stormagternes Politik. Der veies og prøves med de aller
