og kriges, er vor Skibsfart ødelagt, og vi ere over Afgrundens Rand. Vi kan ganske vist ogsaa lide store Tab — ja bringes Undergangen nær nok, selv om vi ikke ruster os op til Stormagt’s Maal; men gjør vi det, er vi ganske sikre paa, at det koster os Livet.
At indrømme dette er langt fra Feighed og Selvopgivelse; det er at se Sandheden i Øinene. For voxne Mennesker er det ingen Skam at tilhøre et lidet Folk.
Men der er dem, som ser paa Folkene med en Berlinerløitnants Øine, og saadanne er det, der finder, at Fædrelandet er »Europas Fattiglem«.
Intet Ord kan være uretfærdigere og mere uhistorisk. Norge er godt nok.
Forsaavidt som det svenske Blæreri har tilladt Norge at vise sig som Nation, er der kun en Følelse mulig overfor dette Folk paa 2 knappe Millioner, og det er uskrømtet Beundring. Som Kolonister, Sømænd og Opdagere, i Kunst, Videnskab, Literatur, Musik — i alle Kulturens Værksteder er der norske Navne indskrevne; og naar de fattes i Krigens blodige Historie, saa er det saa langt fra, at deri ligger Grund til
