Der er idetheletaget ingen Ende paa nedsættende Ord om Fædrelandet fra deres Side, som vil blæse det op til en Væddekamp med Rusland. Og saa samvittighedsløst gaar man tilværks, at man ikke undser sig for at fornærme os ved de mest haanlige Sammenligninger med Sverige. Man vil opflamme — og det er et godt Exempel paa hele Bevægelsens Hulhed! man vil opflamme os til den umulige Kamp med Stormagter ved at vise den feigeste Ærbødighed for den eneste Magt, hvis Overlegenhed ikke er større, end at vi skal klare den. Siger ikke Hr. Drolsum selv: »alene det ene svenske Pantserskib »Svea« er stærkt nok til at jage en hel Flaade som den norske af Søen.«
Dette er ikke blot en Haan mod os, som lever; men en utaknemlig Forglemmelse af Forfedrenes Historie, som aldrig skulde bydes Svensken fra vor Side. Det er nemlig ikke Svensken, men det er vi, som engang havde en Støvekost, som feiede Havet rent for alt, hvad der var af svenske Krigsskibe.
Og om vi end ikke fabler sødladent som Damerne om en hel Række smaa Peder Wessel’er i Rærene, saa kunde det vel hænde,
