selvgode og haardhjertede Pral, som har forbitret Sindene i flere Aar i Danmark.
Allerede Maaden, hvorpaa Forsvarssagen nu først har taget Fart og Farve, skulde være en Advarsel. Vel er »Morgenbladet« tamt endnu; men lad Bevægelsen voxe til den Rus, hvori man tilslut i en Art Stormandsgalskab vil maale sig med Alverdens Stormagter, saa vil den rette Aand ogsaa komme frem og med den den gamle Haan over det karrige Storthing og over hele den simple Del af Folket, som ikke har nogen Sands for store Ord og flyvende Krigsfaner.
Saa er Damerne gaaet med — i en Opfordring til Dans og Pengesamling, der er stapfuld af Haan mod de Feige, som ikke vil ofre og ofre osv., og nu staar vi ved Festlighedernes Begyndelse: Taler, Møder, Aftenunderholdninger, Bazarer, Dans, Taler — uafladeligt Taler, hvori de høie og renslige Ord som Fædrelandet og Gamle Norge og de tusind Hjem — alle vore gode og dyrebare Ord skal tygges og tygges og spyttes ud igjen, indtil det gaar som i Kjøbenhavn, hvor ingen længer tør sige »Gamle
