har Menneskenes Historie været, at det endnu i dette Øjeblik forekommer de fleste af os, somom dette: at naa Freden, er at stige ned, at miste noget af sin Værdighed og Glans.
Men ligesom Forsvarsbevægelsen tiltrods for al Ligheden forhaabentlig aldrig hos os vil naa den danske i Vildhed og Fordærvelighed, saa er vi ogsaa paa dette Punkt saa meget heldigere stillet som vi ikke behøver at staa mellem Stormagtsrustninger eller Afvæbning.
Vi har Sverige, mod hvis »Overlegenhed« det kan være en fuldgod Opgave for Krigsmænd og Civile at holde Norge rustet; og derfor forekommer det mig, at brave Officerer, uden at svigte sin Stand og uden at frygte nogen Skygge over sit personlige Mod kunde lade Fædrelandet nyde godt af den Krigskundskab, de sidder inde med, nu i dette Øjeblik, da det trænges saa haardt.
Thi Sagkyndigheden ved Besked om en Ting, — den praktisk talt allervigtigste, Sagkyndigheden kjender Utilstrækkeligheden af vore Midler.
I Danmark, som er saa meget, meget rigere end Norge, og hvor Bevægelsen var saa over al Maade varm i den Tid, den æsede, der fik de
