hvor der kommer en Sag frem, som i Danmark — netop midt for vor egen Dør, har gavnet Høires Maal som ingen anden, der kommer — idet Sagen elskes frem — Begreberne om Landets Ære for Dagen i Udtryk som disse:
»Eller tror maaske Bjørnson, at Nordmændene i en Krig skulde lade en passende Styrke af Digtere, Komponister, Skuespillere, Billedhuggere, Malere, o. s. v, gaa foran Linjen i Haab om, at Fienden af Pietet mod de skønne Kunster skulde undlade at give Ild, naar de saa Kunstnerne foran Fronten, ligesom i sin Tid Ægypterne, da Perserne rykkede ind i Nillandet, med Apisoxer og Pharaorotter som Avantgarde?«
Denne utilslørede Haan mod al den høiere Kultur, som ellers mellem Gentlemen ansees for et Lands Ære, gaar i »Morgenbladet« Haand i Haand med den fladeste Beundring for Kapitalen, naar den blærer sig.
Vel er det at gaa forvidt, naar den store Masse Total-Folk i Landet anser det foragteligt og ligefrem Uret, at nogen fortjener Penge ved berusende Drikke; men saa vidt tør man gaa, at aldenstund Øldrikken drives som den drives endnu i vor Land, saa tjener Bryggerne — naar vi skal være oprigtige — sine Penge for en stor Del paa Fyld og Folkets Fornedrelse.
