Danmark«, fordi Folk væmmes eller tror, det skal være »Grin«.
Og mest af alt burde det gjøre Folkepartiet i Norge betænkeligt, at Præsterne er saa ivrige til at være med. Det synes ikke at falde dem ind at læse efter i sin Bibel hvad der staar om Manddrab og Blodspilde. Saa langt er de af Veien, at det ikke falder dem ind at sige til sig selv: er der nogen, som skal holde sig borte fra Krigslarm og Rustninger, saa er det vel vi. Netop i Tider som disse var der Rum for et Præsteskab, som prædikede Freden og Veien for de smaa i denne Verden.
Men nej! — den ene Bisp finder, at fattige og forgiftede Piger kommer ikke hans Embede ved! — og den anden kan kun med Møie afholde sig fra at forbande Bogtrykkerpressen; — men Kanonerne — Halleluja! kom bare med Kanoner, saa vil vist ingen Bisp eller Præst finde sit Embede at være til Hinder for at lyse Velsignelsen.
Men herved er et yderst farligt Moment kommet med — nemlig det Religiøse, som i vort forhyklede offentlige Liv spiller en saa stor Rolle. Det vil lettelig komme dertil, at det
