hvilket renslige Mænd og Kvinder vender sig bort med Afsky. —
— Men foruden alt dette er der noget inderst inde i selve Sagens Væsen, som man først efter længere Tids lagttagelse faar Øie paa.
Naar man har bevist Utilstrækkeligheden af det lille Lands Krigsrustninger o. s. v., saa støder man tilslut paa den sidste Indvending: ja men, saa har vi dog gjort, hvad vi kunde.
Der er ingen Tvivl om, at denne Tanke har samlet de fleste i Danmark og hos os, især har de minst krigeriske Elementer følt sig tiltalt ved denne Tanke; thi den bunder i Feighed og i Trangen til at løskjøbe sig fra Angst og Ansvar for en billig Penge.
At være sig bevist at tilhøre en liden Nation, som i Krig ikke kan modstaa de Store, og dog arbeide med Haab og Tillid til Fremtiden, er en Opgave, som kræver Alvor og Karakter. Det er saa tungt at tænke sig, at den Tid kan komme for En selv eller for Ens Børn, at Landet ikke længer er vort, at det er en Tanke, de fleste skyr eller kun tænker halvveis.
Derfor er dette: saa har vi ialfald gjort, hvad vi kunde — en Tilflugt for saa mange, der ikke har tænkt over; ligesom Tanken benyttes
