Denne Holdning er selvfølgelig ikke uden Fare; men den er ren, fornuftig og fremfor alt: den er nødvendig. Og intet Menneske kan paa Forhaand afgjøre, hvorledes denne Holdning — korrekt og loyalt gjennemført vil virke paa Stormagterne; men ethvert Menneske maa paa Forhaand med Rædsel tænke paa det Folks Skjæbne, der i den mest aabenbare Vanmagt vil stille sig krigersk mod eller mellem de store Krigsmagter.
Desuden er der en stor Ting, som man til Slutning bør fæste sin Tanke ved, fordi den egner sig til at stanse og forandre i Løbet Strømninger af Forestillinger, Begreber og Ideassociationer, der — skjønt tilhørende svundne Tider alligevel vedbliver at løbe i det daglige Liv og i de dagligdagse Hoveder, somom deres Løb var fastsat til en evindelig Fremtid.
Livets Kamp i Naturen er den Stærkeste af Legemet, som underkaster sig de Svagere. Men Kulturens Kamp mellem Menneskene er den modsatte: de Svageres Ret hævdet mod den brutale Styrke. Men Raaheden sidder dybt, og fremfor alt: den sidder højt. Saalænge Folkene lade sig lede og beherske af enkelte Mennesker, der fødes med en Krone paa Hovedet og en Sabel i Haanden, som op-
