For akkurat 100 Aar siden var den samme Art Mennesker akkurat lige saa forvissede om, at Kongevælden og Adelskabet vare evindelige Fremtidsmagter, uden hvilke Verden ikke kunde bestaa. Og den store Revolution faldt over dem som en Forskrækkelse, skønt vi nu bagefter kan se, at den paa saa mange Maader var varslet.
Men ikke paa langt nær saa mange Varsler eiheller saa aabenbare gik forud for hin Revolution, som vi i vore Dage oplever af Tegn og Tilløb til den store sociale Revolution, til hvilken Fyrsternes Krigsgalskab sammen med Kapitalens Egenkjærlighed har ophobet Stoffet.
Den engelske Streik og den tyske er slige Varsler, som Historien efter vor Tid vil nævne som de første fjerne Tordenslag af Uveiret. Og begge disse Streikers Forløb er netop karakteristisk for de to Stormagters indre Væsen, hvor de optraadte.
I England, hvis Krigsstel længe har været den bevæbnede Handel, var de beste Kræfter ude, forat mægle: intet haardt Ord, intet Vrøvl om Autoritet og Opsætsighed; man stillede Arbeiderne tilfreds saa fort man kunde og gav dem gode Ord og Ros for deres imponerende Organisation.
