Men i Krigslandet efter Forsvarsvennernes Hjerte — i Tyskland gik det anderledes. Den unge Mal:Ret lovede, at han skulde nok faa Kapitalen til at være skikkelig; men saa lod han sig henrive til at ryste sin pantserklædte Arm foran Deputationen, idet han talte nogle heftige Ord om den Socialisme, om hvilken man vel tør forudsætte, at Kejseren kun har en højst ufuldkommen og ensidig Ide.
Og bagefter viste det sig, at den pantserklædte Arm var lam: Kapitalen brød sig ikke om Keiseren; og de sorte Skikkelser, som havde vasket sig forat være Deputation, blev atter puttet ned i Jorden til Trang og Trældom.
Derfor rumler det ogsaa under Europas Jord; men værst der, hvor Krigsrustningerne ere de prægtigste. Og den Fremtid, Forsvarsvennerne forestiller sig som Nationernes Feldtslag med Generaler, Faner og Musik, tør blive en ganske anden Kamp paa Næverne, mindre pragtfuld, men ulige vildere, mens den varer; og langt vældigere end nogen Erobringskrig, naar den seirer.
Derfor er det aldeles imod Tidens Tegn og Tidens eget Fysionomi, naar ukyndige Kvinder
