og Mænd løber ud med Krigsraab; Fremtiden vil mindre og mindre regne med Krig; det mest moderne Samfund — det amerikanske lever allerede uden dette Spøgelse. Og i ethvert Fald er det en Udaad at slippe Barbariet løs over et Land, som slet ikke har Magt til at optræde som Barbar.
Vil man se nøgternt paa de Ord og den Tankegang, Forsvarsvennerne bruger, saa er det iøinespringende, at deres Maal er en Tilbagegang til de vilde Tider. Krigsvæsen kalder de for en Nations Adelsmærke, og Historien forvandsker de saaledes, at de kalder den Smule Krigsstyr, her var i 1814, for Landets sidste Ytring af Kraft, mens Tidsrummet fra da til nu har været en lang Døs!
Norges Forvandling fra en fattig Provins til et friskt og frit Land, kjendt og agtet, beundret og misundt af de krigsplagede Nationer, det er en lang Døs for disse gale Sabelraslere!
At Freden ikke er en bleg og umulig Engel, men en stærk Mand med Mod og Mands Ære, — det er Fremtidens Gave, som Nationerne saavelsom de Enkelte skulde forberede sig paa at annamme. Og derfor var der Mening i en
