om den spændes til det yderste; og dernæst er det ingen Børneleg for en liden Nation at være iveien for de Store, naar de slaaes.
Naar vi derfor blæser os op, saa er det Unyttige derved saa aabenbart, at selv de fleste indrømmer det; men saa paastaar de, at dette Blæreri vil klæde os saa godt, at Stormagterne — som om vi var Børn i en Børnestue! — Stormagterne vil sige: nej se den lille Knægt! hvor kjækt han forsvarer sig! — ham skulde jeg nok have Lyst til at tage mig af! — Og saa iler man os tilhjælp!
Dette aldeles uhistoriske Snak skal siden imødegaaes, for nu at holde fast ved Traaden.
Med Billedet af Gutten, som ikke er ræd for at tage et Tag selv med Aarsklassen over ham, mener jeg at udtrykke den fornuftige Grænse for et lidet Folks Krigsærgjerrighed. Hvad der er over dette, er hverken Tapperhed eller Fædrelandskjærlighed, men enten Uforstand eller en krampagtig Rædsel for det lille Lands Skjæbne i de stores Strid.
Ligesaa gavnligt som det er at tage sig sammen og naa den højeste Udvikling af sin
