og tog et par slag hen over gulvet, spekulerende paa, hvad i alverden han skulde gjöre. — Jo! — og han knipsed med fingrene — han vilde gaa en tur, en lang tur, og ikke komme tilbage för inat! —
Han skulle netop til at gaa ud i entreen efter töjet, da det banked paa dören,
— Se saa! ... han vidste hvem det var ... naturligvis denne Henschen! en bra fyr den eneste af kammeraterne, han havde beholdt, fordi han var alvorlig og ikke letfärdig som de andre! men hvorfor i alverden skulde han komme just nu! Uf, han vilde ikke tale med nogen nu! — Og i befippelsen sat han sig ned igjen ved bordet og lod, som han läste.
Henschen kom in stilfärdig som sädvanlig, sat sig ned og la en bog paa bordet —: har du läst den?
Jarmann läste paa titelbladet: “En soiree dansante.” — Nej, sa han, mens hans bladet i bogen og saa, det var vers.
— Ja den bör du läse.
— Jasaa?
— Ja, Usädeligheden, som i den senere tid har gjennemsyret de store kulturlandes literatur, begynder nu at ville tränge sig ind hos os ogsaa. Denne bog er et vidnesbyrd om det. — Der maa gjöres noget!
— Er den god? spurgte Jarmann.
— Der er meget vakkert i den, men det er usädeligt altsammen.
Jarmann kneb djnene sammen og stirred gjen-
