Jeg var syg.
I det lille aflange sovevärelse med sine mörke möbler, vägger og gardiner hersked et dösigt, skumrende halvlys. Henne i sengen, halvt overende, stöttet op med puder, laa jeg og läste Turgenjew ved lyset fra läselampen ved sengens hovedgjärde.
Det banked.
Jeg löfted öjnene paa dören, mens bogen sank ned paa det röde uldtäppe, og ind tren en kadet, en höi, lys fyr, med soldaterkappen kastet löst om skuldrene. Han tog huen af og viste et lidet, Augustushode med rödblondt haar, kröllet ned over panden, og fine blege träk.
— Nej goddag, er det dig! sa jeg overrasket. — Det var min gamle ven Jarmann, som jeg ikke havde talt med paa nu snart et aar.
— Ja, det er mig. — Og han slängte kappen og huen af og stilled sig op midt paa gulvet med begge händer i lommen og blev staaende og se helt rört
